jeg har ageret striks morakker som fædrelandets magtinstans
jeg har underholdt som en dej men med sandfyldt scene som substitut for de meloverstrøgne køkkenbord
jeg har iscenesat mig selv som bageren der ælter dejen akkurat som skulptøren leger gud med sin ler
jeg har stjålet liv
jeg har givet liv
jeg har foræret væk modbydelige mængder løs line til den ukontrollérbare krop og sjæl
jeg har kastet mig selv tilbage ud i disciplinens fiskesø, fordi fysikkens finner og psykens gæller langtfra var færdigudviklet
jeg har tidligt mistet grene fra stammen på det træ som alle ejer
jeg vander et gammelt bed med farverige faderfigurer og visne stedmorblomster
jeg har jongleret med ild siden tidernes morgen men aldrig brændt mig på andet end mig selv
jeg har kun eet ensomt hjul på min sociale cykel men vil til tid og evighed være omgivet af mennesker
jeg har kreeret, maltrakteret, brilleret, vanæret, foræret og appelleret med min pensel
jeg har derimod kun fortrudt, brudt og en sjælden gang, noget æstetisk, skudt med linsen
men ligemeget hvor meget maling du pøser på et maleri, vil der altid være et lærred som danner ramme for begrænsninger eller muligheder med dets farve og form
